Da DR-byen i år 2001 indbød til en konkurrence om arkitekturen til den nye koncertsal i Ørestaden, havde DR, som et af hovedkriterierne, at bygningsværket skulle fremstå med et selvstændigt ekspressivt udtryk, i kontrast til den mere rolige helhedsplan for resten af byen.
Vinderen af arkitekturen, blev i 2002, den franske arkitekt Jean Nouvel. Dommerne betragtede hans forslag som nyskabende indenfor arkitektur, og desuden som det mest originale af alle besvarelser.
Jean Nouvel sagde i sin tid om sit forslag, at arkitekturen til koncertsalen, var inspireret af den danske forfatter Peter Høeghs roman Frk Smillas fornemmelse for sne, og at salens udformning var tænkt som meteoren i romanen. Herefter kunne publikum fortolke bygningen som det passede dem.
Jean Nouvel, er kendt for at arbejde med sin arkitektur på en helt personlig måde der strækker sig ud over rammerne for både modernistiske og postmodernistiske tanker. Helt bevidst prøver han, ved ethvert bygningsværk, at rense sine tanker for enhver forudgående forestilling om, hvordan en bygning ”skal” se ud under ”normale” omstændigheder.
Med udgangspunkt i disse tanker, står det desuden frit for enhver at fortolke koncertsalen præcis som man vil. Jeg vil derfor i det kommende argumentere for, at salen kan ses som et kunstværk der kan fortolkes som et bud på en materiel arkitektonisk allegori over den græske tænker Platons ur-livmoder, "the receptable",beholderen hvori CHORA manifesterer sig,også kaldet Prima Materia.
I sin skabelsesberetning Timaeus/ beskriver Platon beholderen som noget egentligt ubegribeligt: ”....difficult of explanation and dimly seen. What nature are we to attribute to this new kind of being. We reply, that this is the receptable, and in a manner the nurse, of all generation.”
(www.ellopos.net/elpenor/physis/plato-timaeus/space.aps)
Beholderen opstår i arbejdet med, og i sampillet imellem skabelsesprocesserne ved de fire kvaliteter af hhv.:ild, jord, luft og vand. Disse afføder igen visse former, der ikke kan adskilles hver for sig, men må ses som en samlet masse. Platon beskriver massen som en plastisk ufærdig form der til enhver tid skabes, og massen benævner han Prima Materia:"Ligesom en guldsmed der arbejder med guldformer ud og ind imellem hinanden men ikke vil kalde den ene figur for en triangel eller en figur for en anden form, men samlet vil kalde dem for ”guld”(egen oversættelse)".
(www.ellopos.net/elpenor/physis/plato-timaeus/space.aps)
Ser man på koncertsalen som en arkitektonisk allegori over denne masse, eller beholder, må man derfor medtænke at beholderen både skabes af og indeholder en evig skabelse af "guldformer", der ikke skal ses hver for sig, men alligevel fremstå som samlede. Desuden også at Jean Nouvel er denne beholders "guldsmed". Følgende beskrivelse af salen er i tråd med disse tanker:
For hvad er det for en form? Er det en meteor? Et æg? En klump? Hvor er dørene og vinduerne? Væggene og taget? Hvad er op og hvad er ned på denne bygning. Og alle disse fragmenter den er sammensat af? Umiddelbar kaotisk, men alligevel sammensat på en måde så den har en rolig og sammenhængende form. En form der hviler i sig selv, men alligevel synes at bære muligheden i sig for bevægelse og omformning. Kan den overhovedet holde sammen? og hvor er selve koncertsalen? Hvordan kommer man ind i den?, skjult som den er bag sine blå skærme. Beholderen er desuden påtænkt at ”svæve” 17 m over jordoverfladen kun båret af tre trappetårne. Tør man overhovedet gå derind? Og hvad sker der hvis man overvinder denne følelse?
Træder man ind i beholderens indre, kommer man ind i et rum, hvor loftet udgøres af beholderens "bug", og adgangen til dens indre af rullende trapper. Foyeren, kaldes rummet, og i denne er der opsat storskærme der transmitterer forskelligt indhold fra alle sale i meteorens indre. Udover selve koncertsalen er der nemlig yderligere tre sale, alle forskellige i deres opbygninger.Skærmene kan ses som en variation over de ydre skærme der omgiver meteoren, og som ligeledes kan anvendes som transmittorer for det der foregår i den store koncertsal.
Tager man turen op af rulletrappen kommer man ind til den store koncertsal. Ind i selve "livmoderen". Denne sal centrerer sig omkring en cirkulær scene i midten, som igen er omgivet af et terasseopbygget tilskuerrum bestående af 15 udkragninger der svævende er påsat beholderens ”vægge”. Et rødligt lys ståler rundt i rummet og belyser både arkitekturen og deltagerne.
Rummet opleves i første omgang som en form der har lukket sig om sig selv, men på samme tid opleves det også optisk på grund af den fragmentariske opbygning. Som ved beholderens ydre, er det fragmentariske og kaotiske stadigt synligt, men her fungerende som en slags omsluttende vægge. Dog har der sænket sig en vis ro over de øverste sidefragmenter, som her er stillet lodrette. Ja næsten symmestriske og søjleagtige. Bortset fra at de svæver. Dette har været nødvendigt for akustikkens skyld, men var egentlig ikke påtænkt fra Jean Nouvels side. Rummet giver en labyrintisk fornemmelse. Publikum bliver meddeltagende i at finde rundt i rummet, følge rummet med synet. En proces der foregår ”automatisk”, da mennesker ikke kan lade være med at rette op på ”skæve vinkler”. Frustrationer opstår, og ender med at ” man kun ser det man vil se”. Rummet så at sige ”forsvinder” for beskueren, og tilbage er "kun" at overgive sig til det der foregår på scenen”. Til selve skabelsen. Til CHORA.
Den amerikanske arkitekturkritiker Alberto Pèrez Gòmez stiller i sin arkitekturkritik ligeledes spørgsmål om, hvorvidt det vil det være muligt, at medtænke chora i arkitektur. Han mener at der er for megen politisk og økonomisk magt i arkitektur, og at den derved bliver åndløs og befriet for al menneskelighed. Vi må medtænke Chora i arkitekturen siger han, for kun derved giver arkitetktur mening: ”Chora, an empty gap that is not nothingness, assumed by common sense to be the exclusive space of action, is the meaning of architecture”
(Gomez, Alberto Pères: Chora:The space of Architectural Representation)
Hvis vi ikke gør det, mener Gòmez, ja så ender det med at vi tillintetgør hele civilisationens kulturelle grundlag. Han nævner en række af arkitekter der i hans øjne arbejder indenfor en tradition der kan muliggøre denne vision, bla. Gaudi, le Corbusier og Aalto.
Med beskrivelsen af DR´s koncertsal mener jeg at Jean Nouvel har tegnet et bygningsværk der opfylder Gòmez kriterier, og dermed indskriver sig i rækken af arkitekter der medtænker Chora i deres bygningsværker.
Jean Nouvels arkitektur i forbindelse med DR`s koncertsal er i denne sammenhæng både urmaterialet, indholdet og processen omkring arkitektur.
Meteoren, beholderen, ” The receptable”, er arkitektur FØR arkitektur bliver formet. Jean Nouvel har i sit udgangspunkt taget noget ufærdigt/ noget uformet, og ladet det blive ved det uformede. Han har afleveret et stykke Prima Materia, som vi alle kan videreforme som vi vil..
“Chora is both a cosmic place and an abstract space and it is also the substance, the material of human crafts. –both space and substance in architecture” …” Plato is descriping nothing less than the space of human creation and participation”
(Gomez, Alberto Pères: Chora:The space of Architectural Representation)
Jeg vil afslutte med et citat af Olafur Eliasson fra en udsendelse han selv har lavet på DR2 den 27/9 06. Udsendelsen handlede om den menneskelige perception og meddeltagelse i kunst, en meddeltagelse som Olafur Eliasson benævner den 2.dimension eller YES dimensionen:
”Jeg vil med mine værker sætte dimensionionalitet til forhandling. Der er i øjeblikket en kontrakt omkring den måde vi oplever arkitektur på. Den skal være synlig i 3 dimensioner. Hvad med en fjerde? Den tidslige? Og udover den tidslige dimension, hvad så med en yderligere dimension? Jeg vil kalde den en ”YES dimension”: Your engagement sequense. Det som mennesker oplever og engagerer sig i, i forbindelse med arkitektur. Der er et potentiale i at give rummet tilbage til beskueren. At give dem det rum tilbage der er MELLEM NOGET” (O.Eliasson DR2 27/9 06)
copyright Susanne Mortensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar